Tilbage til brevlisten

torsdag den 15. juni 1916

Dünaburg (Daugavpils)

FraPeter Mærsk
TilMor og far

Kære Forældre!

Tak for Brevet igår, og for Pakkerne idag. Jeg har det rigtig godt, men vi har en hel del at bestille i denne tid, der kommer så meget som skal ekspederes. Jeg skulde ellers på Tur igen; men af den Grund skal det nok vænte et par dage. Far skrev om Hestene, ja man syntes de sidste år, da man var hjemme, at det var nogen grulige Priser; men nu er alt jo overskreden, og det er vel blot mere Penge, der er med i spillet. Niels Kjær har også skrevet, at det så ud til at blive et frugtbar Aar i alle retninger. Han har nok snart Heden igang nu, han har jo også en hel del udlagt. I skriver om, at I har så megen Regnvejr, vi har en brændende Hede hver dag, og har ikke haft Regn i lange tider. For os kan det jo nu være ligegyldigt, men vi ser natyrlig blot og helst på vor eget jeg, da vi nu kun har et sæt Tøj, og når det blir våd, så skal det tørres på Kroppen igen, og ikke gå ud når det regner gives jo ikke hos os.

Vi har ellers også alting sået, Agurker, Radiser, som vi kan begynde at pirre ved som Bedstefar sagde om Kartoflerne - Men dem vander vi med vor Vaskefad (Marmelade Spand). Konov har ladet alt sende hjemme fra.

Vi har også små Kyllinger, vi fik for lang tid siden tre Høns, og en blev borte, nu kom den forleden dag med 11 Kyllinger, og den gamle står ved dem timevis.

I har spurgt om hvad vi mente om Søslaget og om Kitscheners død, om det vilde forlænge eller forkorte Krigen. Jeg tror nok den almindelige mening er, at der skal gå noget for sig til Søs. De vil blot ramme England, da de mener, det er den det holder ved altsammen. Og den har jo sparet sine Landtropper overalt, om også de har haft store tab, så er det dog ikke som de andre Lande.

Og nu har de vel vidst længe at England kun kan rammes i Hjertet på Søen; men ingen har ret turdet vove den ny Krig. Nu har Tyskland endelig taget den beslutning at byde sig til, og det er jo endt heldig. - Og det næste slag er vist ikke langt borte. - kanske endnu i denne Måned. - At vi her skal i bevægelse igen tror jeg næppe, at vi går over til Offensiv tror jeg heller ikke; men at Russerne vil åbne en på os kan være muligt; men her er Stillingerne sådan at der kan ingen gå over, i hverfald ingen Russer; men vi vil håbe at det vil blive ved med at være så rolig til Freden kommer.

Slutning mangler.

322 / 665

Billeder

Brev #322 af 665